I fredags stod den på storvask i Tantens Rul og Vask. Denne gang gik det ud over vores dejlige hanhund. Jeg havde planlagt og forberedt det hele inden jeg startede vandpjaskeriet. Der var linet op med alverdens udstyr og jeg iførte mig det store forklæde og så gik jeg lystigt i gang.
Masser af vand i pelsen og så gang i shampooen. Lige da jeg var ved at skylle shampooen ud af pelsen, ringede det på døren. Ved et hurtigt kig kunne jeg se posten stod udenfor og viftede med de sidste julegaver jeg havde bestilt.
Rigtig dårlig tidspunkt at komme på, men der var ikke andet at gøre end at nødtørftigt pakke hunden ind i et håndklæde og så op under armen med ham. At sætte ham ned på gulvet var ikke et alternativ, for så ville hele huset blive vådt, fordi han ville stikke af og gnide sig op af alt han kom i nærheden af i bar kådhed. Mens jeg balancerede med ham der, kom tæven susende inde fra stuen, og så måtte jeg stå på et ben og det andet brugte jeg til at forhindre tæven i at smutte ud til posten.
Behøver jeg at sige at posten så en anelse betuttet ud over det menageri. Selvfølgelig var pakken slet ikke til mig, men til hende den langhårede. Derfor måtte jeg opgive mit fulde navn og mit tilhørsforhold, inden jeg kunne få lov at kvittere for pakken. Det tog faktisk lidt tid og pludselig fik jeg sådan en mærkelig fornemmelse i hele højre side, som så bredte sig til venstre side, da jeg måtte flytte hunden over under den anden arm, da jeg skulle plante min underskrift.
Endelig kunne jeg lukke døren og fortsætte vaskeriet. Af med håndklædet og ind under den dejlig varme vandhane med hunden, så han kunne få varmen igen. Dernæst kunne jeg besigtige skaderne. Er I klar over hvor meget vand sådan en cotonpels kan suge. Gulvet sejlede, og jeg kiggede hurtigt under mit forklæde. Arh ok lidt våd bukseben og vand i skoen - det måtte vente. Hunden måtte have første prioritet.
Efter hundevasken blev hanhunden placeret under den store blower (hårtørrer) så han kunne blive tørret. Så blev det endelig min tur til at komme af med det våde forklæde. Nu var jeg efterhånden også blevet lidt kold og så kunne jeg rigtig mærke hvor våd jeg var blevet. Først røg skoene, og så den ene strømpe. Dernæst bukserne. Men jeg havde stadig den der klamme fornemmelse og jeg opdagede at jeg var dyngvåd ind til skindet. Jeg måtte have helt tørt tøj på.
Problemet var bare at jeg ikke sådan lige kunne gå fra hunden, når han nu sad der på bordet under bloweren. Tanken om at have en våd hund under armen og denne gang uden tøj på, var ikke tiltalende. Endnu engang fravalgte jeg at sætte ham ned på gulvet, for at undgå den vilde fang-mig-jagt. Derfor var der ikke så meget andet at gøre end at løfte pegefingeren og sige kommandoen "bliv" og så styrte ind i soveværelse og flåt noget tøj ud af skabet og styrte tilbage til hunden igen.
Da jeg kom flyvende tilbage til værelset, sad hanhunden troligt under bloweren og ventede på mig. Behøver jeg at sige, at han havde et mærkeligt udtryk i øjnene?! Og jeg som tit har jeg tænkt, at jeg gerne ville vide hvad hunde tænker? Det behøvede jeg vist ikke at vide denne gang! Af hans udtryk at dømme var det slet ikke noget, jeg nogensinde ville kunne tåle at høre. Dog kunne jeg ligesom fornemme, at det her menageri skulle jeg aldrig udsætte ham for igen!
PS. Jeg fedter stadig for ham.
Masser af vand i pelsen og så gang i shampooen. Lige da jeg var ved at skylle shampooen ud af pelsen, ringede det på døren. Ved et hurtigt kig kunne jeg se posten stod udenfor og viftede med de sidste julegaver jeg havde bestilt.
Rigtig dårlig tidspunkt at komme på, men der var ikke andet at gøre end at nødtørftigt pakke hunden ind i et håndklæde og så op under armen med ham. At sætte ham ned på gulvet var ikke et alternativ, for så ville hele huset blive vådt, fordi han ville stikke af og gnide sig op af alt han kom i nærheden af i bar kådhed. Mens jeg balancerede med ham der, kom tæven susende inde fra stuen, og så måtte jeg stå på et ben og det andet brugte jeg til at forhindre tæven i at smutte ud til posten.
Behøver jeg at sige at posten så en anelse betuttet ud over det menageri. Selvfølgelig var pakken slet ikke til mig, men til hende den langhårede. Derfor måtte jeg opgive mit fulde navn og mit tilhørsforhold, inden jeg kunne få lov at kvittere for pakken. Det tog faktisk lidt tid og pludselig fik jeg sådan en mærkelig fornemmelse i hele højre side, som så bredte sig til venstre side, da jeg måtte flytte hunden over under den anden arm, da jeg skulle plante min underskrift.
Endelig kunne jeg lukke døren og fortsætte vaskeriet. Af med håndklædet og ind under den dejlig varme vandhane med hunden, så han kunne få varmen igen. Dernæst kunne jeg besigtige skaderne. Er I klar over hvor meget vand sådan en cotonpels kan suge. Gulvet sejlede, og jeg kiggede hurtigt under mit forklæde. Arh ok lidt våd bukseben og vand i skoen - det måtte vente. Hunden måtte have første prioritet.
Efter hundevasken blev hanhunden placeret under den store blower (hårtørrer) så han kunne blive tørret. Så blev det endelig min tur til at komme af med det våde forklæde. Nu var jeg efterhånden også blevet lidt kold og så kunne jeg rigtig mærke hvor våd jeg var blevet. Først røg skoene, og så den ene strømpe. Dernæst bukserne. Men jeg havde stadig den der klamme fornemmelse og jeg opdagede at jeg var dyngvåd ind til skindet. Jeg måtte have helt tørt tøj på.
Problemet var bare at jeg ikke sådan lige kunne gå fra hunden, når han nu sad der på bordet under bloweren. Tanken om at have en våd hund under armen og denne gang uden tøj på, var ikke tiltalende. Endnu engang fravalgte jeg at sætte ham ned på gulvet, for at undgå den vilde fang-mig-jagt. Derfor var der ikke så meget andet at gøre end at løfte pegefingeren og sige kommandoen "bliv" og så styrte ind i soveværelse og flåt noget tøj ud af skabet og styrte tilbage til hunden igen.
Da jeg kom flyvende tilbage til værelset, sad hanhunden troligt under bloweren og ventede på mig. Behøver jeg at sige, at han havde et mærkeligt udtryk i øjnene?! Og jeg som tit har jeg tænkt, at jeg gerne ville vide hvad hunde tænker? Det behøvede jeg vist ikke at vide denne gang! Af hans udtryk at dømme var det slet ikke noget, jeg nogensinde ville kunne tåle at høre. Dog kunne jeg ligesom fornemme, at det her menageri skulle jeg aldrig udsætte ham for igen!
PS. Jeg fedter stadig for ham.
Kommentarer
Send en kommentar