Når man har sådan to vattotter, så må de ud at gå tur flere gange dagligt. Nogle gange er vi heldige ikke at møde en sjæl. Andre gange møder vi nogle mennesker. Hvis de standser op og vil klappe hundene, så får de simpelthen den største velkomst, specielt af Frida. Hun synes at alle mennesker udstråler, at de trænger til store kys.
Hvis vi så ak og ve ikke møder nogle mennesker, så har Frida en helt anden taktik. Så stikker hun hovedet ind i andre folks hække og tjekker deres haver. Det kunne jo være der var nogen hun havde overset eller omvendt, der kunne være nogle der havde overset hende. Som om det nogensinde kommer til at ske.
Forestil jer dette scenarie: Tanten står med to hvide vattotter på en stille villavej. Hun kæmper forgæves med snorene, prutposerne og løse genstande. Hanhunden trækker i snoren for han vil videre, og tæven sidder fast med hovedet inde i hækken for hun er ikke færdig med at kigge. Når jeg så endelig får hende hevet ud af hækken, så starter et større arbejde med at få blade, grene osv. pillet ud af hendes pels.
Dette kan godt gentage sig flere gange i løbet af turen. Kysse, lede, kysse osv. Nu ved jeg godt at ikke alle mennesker bryder sig om hunde. Det er derfor jeg er med i den anden ende af snoren. Det respekterer vi naturligvis, dog med højlydt beklagelse fra Fridas side. Så glipper hun med de lange øjenvipper og logrer med halen. Hvis det stadig ikke er nok så ruller hun det tunge skyts i stilling og sender et stort smil. Dét virker som regel og så har hun endnu et offer på kysselisten.
Ind imellem tænker jeg: Hvis nu alle mennesker var som Frida - dog i en forsvindende meget mindre format så vi stadig overholder loven - så var der nok slet ikke nogen krig i verdenen. Det er hendes mission i livet, at møde enhver trængende med charme, selvtillid, lækkert hår - og masser af kys.
Hvis vi så ak og ve ikke møder nogle mennesker, så har Frida en helt anden taktik. Så stikker hun hovedet ind i andre folks hække og tjekker deres haver. Det kunne jo være der var nogen hun havde overset eller omvendt, der kunne være nogle der havde overset hende. Som om det nogensinde kommer til at ske.
Forestil jer dette scenarie: Tanten står med to hvide vattotter på en stille villavej. Hun kæmper forgæves med snorene, prutposerne og løse genstande. Hanhunden trækker i snoren for han vil videre, og tæven sidder fast med hovedet inde i hækken for hun er ikke færdig med at kigge. Når jeg så endelig får hende hevet ud af hækken, så starter et større arbejde med at få blade, grene osv. pillet ud af hendes pels.
Dette kan godt gentage sig flere gange i løbet af turen. Kysse, lede, kysse osv. Nu ved jeg godt at ikke alle mennesker bryder sig om hunde. Det er derfor jeg er med i den anden ende af snoren. Det respekterer vi naturligvis, dog med højlydt beklagelse fra Fridas side. Så glipper hun med de lange øjenvipper og logrer med halen. Hvis det stadig ikke er nok så ruller hun det tunge skyts i stilling og sender et stort smil. Dét virker som regel og så har hun endnu et offer på kysselisten.
Ind imellem tænker jeg: Hvis nu alle mennesker var som Frida - dog i en forsvindende meget mindre format så vi stadig overholder loven - så var der nok slet ikke nogen krig i verdenen. Det er hendes mission i livet, at møde enhver trængende med charme, selvtillid, lækkert hår - og masser af kys.
Kommentarer
Send en kommentar