Her til aften kom jeg lidt sent ud at gå med hundene, så det nåede at blive mørkt. Efter overfald på hundene ynder jeg ikke at gå i mørke. Det havde nu nok ikke gjort den helt store forskel alligevel, for jeg kan nu engang ikke kigge om hjørner. Jeg plejer ellers altid at kigge mig godt for, men her til aften blev jeg taget på sengen.
Pludselig kom den store hund som overfaldt mine hunde sidste år, farende ud rundt om et hjørne med sin ejer hængende i en forbandet flexline flere meter bag sig. Jeg veg hurtigt udenom og løb 10 meter frem og vendte mig om igen for at orientere mig. Ejeren masede med at trække hunden ind i flexlinen, alt imens han trak afsted i modsat. Retning med den gøende hund. Det havde han slet ikke styr på.
Så for der en stor djævel i Tanten. Arrig råbte jeg til ham "Kan du så se at få styr på den lange flexline!Manden råbte tilbage "slap af". Så tændte jeg af og råbte "rend mig!". Så kunne jeg vende focus mod mine hunde igen. De stod og kiggede på mig som om: "pu ha mor, det var tæt på". Jeg kunne godt se at hundene var rystede. Jeg klappede og roste dem "slap bare af, ham er vi ikke bange for". Jeg havde helt klart "førertrøjen" på overfor mine hunde, som om jeg har styr på det her lort og jeg passer på jer. Jeg var nødt til at sikre mig at hundene var ok, for det var dælme tæt på at blive 2. Gang med. Overfald med dybe bidsår til følge.
Og nej jeg blev ikke bange, jeg blev rasende. Rasende over at man som en ansvarlig hundeejer ikke kan gå en tur i fred uden at man hele tiden skal se sig over skulderen. Rasende over at den anden hundeejer gang på gang ikke magter at have styr på sin hund. Hvorfor gå med lang flexline med sin hund, når den har bidt andre hunde før? Jeg fatter virkelig ikke hvad der manden tænker - eller det er måske manglen på samme. Det jeg tænker om ham, kan ikke skrives på Tantens pæne blog.
Normalt har jeg stor empati for andre mennesker. Jeg kan finde på mange undskyldninger for menneskers handlinger og deres reaktioner, netop fordi jeg vælger at tænke det bedste om alle mennesker. Det kan jeg bare ikke mere i dette tilfælde. Min empati er sluppet op - rend mig.
Pludselig kom den store hund som overfaldt mine hunde sidste år, farende ud rundt om et hjørne med sin ejer hængende i en forbandet flexline flere meter bag sig. Jeg veg hurtigt udenom og løb 10 meter frem og vendte mig om igen for at orientere mig. Ejeren masede med at trække hunden ind i flexlinen, alt imens han trak afsted i modsat. Retning med den gøende hund. Det havde han slet ikke styr på.
Så for der en stor djævel i Tanten. Arrig råbte jeg til ham "Kan du så se at få styr på den lange flexline!Manden råbte tilbage "slap af". Så tændte jeg af og råbte "rend mig!". Så kunne jeg vende focus mod mine hunde igen. De stod og kiggede på mig som om: "pu ha mor, det var tæt på". Jeg kunne godt se at hundene var rystede. Jeg klappede og roste dem "slap bare af, ham er vi ikke bange for". Jeg havde helt klart "førertrøjen" på overfor mine hunde, som om jeg har styr på det her lort og jeg passer på jer. Jeg var nødt til at sikre mig at hundene var ok, for det var dælme tæt på at blive 2. Gang med. Overfald med dybe bidsår til følge.
Og nej jeg blev ikke bange, jeg blev rasende. Rasende over at man som en ansvarlig hundeejer ikke kan gå en tur i fred uden at man hele tiden skal se sig over skulderen. Rasende over at den anden hundeejer gang på gang ikke magter at have styr på sin hund. Hvorfor gå med lang flexline med sin hund, når den har bidt andre hunde før? Jeg fatter virkelig ikke hvad der manden tænker - eller det er måske manglen på samme. Det jeg tænker om ham, kan ikke skrives på Tantens pæne blog.
Normalt har jeg stor empati for andre mennesker. Jeg kan finde på mange undskyldninger for menneskers handlinger og deres reaktioner, netop fordi jeg vælger at tænke det bedste om alle mennesker. Det kan jeg bare ikke mere i dette tilfælde. Min empati er sluppet op - rend mig.
Kommentarer
Send en kommentar