Elevatorer og Tanten er ikke altid et lige godt match. Efter en uheldig oplevelse for mange år siden, hvor jeg blev dårlig i en elevator, ligger det lidt i baghovedet hver gang. I mange år tog jeg konsekvent trappen, fordi jeg ikke turde se elevatoren i øjnene.
Så blev jeg dårligt gående og måtte vænne mig til de små bokse. Jeg tog mig sammen og samlede på en masse gode oplevelser med min "panikudløser", og så gik det ligesom lidt i sig selv igen. Nogle gange har tingene det med at komme tilbage, som en boomerang i nakken.
Efter et besøg på 2. Sal, skulle vi med elevatoren ned igen. Hurtigt gik vi ind i elevatoren, og Tantens mand trykkede på knapperne. Døren gled i, snakken gik og tankerne var et helt andet sted. Pludselig ænsede jeg at elevatoren ikke kørte. Vi stod bare lukket inde i boksen.
Så var det lige at jeg kunne mærke "Claus" pustede mig i nakken. De små hår rejste sig på hele kroppen, benene sitrede, det prikkede i huden og jeg blev tør i munden. Alle alarmklokkerne ringede. Erindringen om sidste gang jeg blev dårlig i en elevator, stod pludselig lysende klar.
"Hvorfor virker elevatoren ikke"? Manden trykkede på knapperne og så satte elevatoren sig igang og vi var hurtigt ude igen. Pyh. Tantens ben virkede igen. Ved en fejl havde han trykket på 2. Og det var den etage vi var på. Derfor gled dørerne bare i og intet skete.
For dælen da. Så fik vi lige alle sanser prøvet af endnu engang og de virker aldeles upåklageligt. De kloge siger, at man skal se sin frygt i øjnene. Det har jeg så gjort flere gange inden for den sidste uge. Det bliver bedre for hver gang. Men godt bliver det nok aldrig.
Så blev jeg dårligt gående og måtte vænne mig til de små bokse. Jeg tog mig sammen og samlede på en masse gode oplevelser med min "panikudløser", og så gik det ligesom lidt i sig selv igen. Nogle gange har tingene det med at komme tilbage, som en boomerang i nakken.
Efter et besøg på 2. Sal, skulle vi med elevatoren ned igen. Hurtigt gik vi ind i elevatoren, og Tantens mand trykkede på knapperne. Døren gled i, snakken gik og tankerne var et helt andet sted. Pludselig ænsede jeg at elevatoren ikke kørte. Vi stod bare lukket inde i boksen.
Så var det lige at jeg kunne mærke "Claus" pustede mig i nakken. De små hår rejste sig på hele kroppen, benene sitrede, det prikkede i huden og jeg blev tør i munden. Alle alarmklokkerne ringede. Erindringen om sidste gang jeg blev dårlig i en elevator, stod pludselig lysende klar.
"Hvorfor virker elevatoren ikke"? Manden trykkede på knapperne og så satte elevatoren sig igang og vi var hurtigt ude igen. Pyh. Tantens ben virkede igen. Ved en fejl havde han trykket på 2. Og det var den etage vi var på. Derfor gled dørerne bare i og intet skete.
For dælen da. Så fik vi lige alle sanser prøvet af endnu engang og de virker aldeles upåklageligt. De kloge siger, at man skal se sin frygt i øjnene. Det har jeg så gjort flere gange inden for den sidste uge. Det bliver bedre for hver gang. Men godt bliver det nok aldrig.
Kommentarer
Send en kommentar