Min første julefrokost på arbejdsmarkedet var på et fint Strandhotel i en storby. Jeg var lige fyldt 18 år og havde kun kendt mine nye kolleger i ganske få uger, så jo jeg var lidt beklemt ved det fine selskab. Det var langt fra de kredse jeg plejede at komme i. Selvfølgelig kom jeg til at sidde ved siden af en af mine nye chefer. En firskåren mand med rødblondt cykelstyroverskæg med sirlige krøller på begge ender.
Det så ud til at blive en lang aften, men den nye chef vidste lige hvordan han skulle sætte gang i festen. Tilfældigvis blev der sendt en skål rundt med syltede asier. Lige da han rakte den til mig, sagde han "Kender du den om manden, der rakte skålen videre til sin borddame og spurgte Vil De have nogle pickles, hvortil hun svarede Hvorfra vidste De jeg hed Lis".
Haha der sad vi i det stivest puds og knækkede sammen af grin. Linien var lagt og der blev udvekslet adskillige vitser under middagen. Når man havde hørt en vits, blev andre inspireret til at fortælle den næste og sådan fortsatte det.
Det blev næsten en sport, at når man mødtes med sine venner, så havde man lige et par nye historier gemt i ærmet. Der var selvfølgelig katagorier indenfor vitserne, alt efter hvor sarte ørerne var. Men de historier jeg fortalte skulle være søde, sjove og lidt frække. De vulgære gad jeg ikke selv høre på, så de var uinteressante.
Enten kommer jeg til de forkerte sammenkomster eller også er de tider bare forbi? Jeg håber lidt på det første, for ind imellem savner jeg virkelig de fester. Hvis det er det sidste, hvor gik vitserne så hen? Gik de i glemmebogen hvor de ligger i mange år indtil nogen synes, at de er gamle nok til at være retro og så er de moderne igen?! Sig lige til når den tid kommer. Så er jeg lutter øren! Måske kan jeg bidrage med en enkelt vits.
Kommentarer
Send en kommentar