Enhver Tante Skrap med respekt for sig selv besidder en bideskinne - eller det gør jeg i hvert fald. For nogle år siden led jeg meget af spændingshovedpine pga nakkeproblemer og så mente tandlægen at en bideskinne kunne hjælpe.
Det var noget af en tilvænningsperiode med sådan en klods i munden om natten. Tøserne synes det var sjovt at komme og spørge om en helt masse lige, når jeg havde fået skinnen placeret i munden og de nærmest tudede af grin, når jeg læspende og halvt savlende forsøgte at svare dem. Det siger vel sig selv at jeg hurtigt holdt op med at bruge skinnen og den kun blev brugt til nødstilfælde.
Nu er det sådan at nødstilfældet pludseligt er opstået igen og jeg har været nødt til at begynde at bruge skinnen igen. Det er bare sådan at når man ikke har brugt skiderikken i lang tid, så passer den ikke perfekt mere.
Jeg havde talt med tandlægen om problemet for jeg syntes at den strammede fælt, men jeg fik bare beskeden: du skal bruge den hver nat og får du problemer kommer du bare.
Se det var så nogle ord som tandlægen skulle komme til at fortryde. I går aftes stoppede jeg skinnen på plads og lagde mig til at sove. Så vågnede jeg kl 4 i nat og skinnen strammede fælt og det gjorde ondt.
Da jeg ville hive skinnen ud, kunne jeg dælme ikke få skinnen af igen. Jeg baksede og sled og opgav halvt tudende. Godt man bor i en betteby. Jeg ved hvor tandlægen bor.
Totalt ligeglad med morgenhår og påklædning kørte jeg afsted og bankede tandlægen op. Jeg kunne jo ikke så godt ringe i forvejen, for så ville hun blot tro at det var en savlende og læspende fulderik der blot havde fået forkert nummer.
Takket være en resolut og søvnig tandlæge kom jeg af med bideskinnen og jeg er vel hjemme igen. Godt træt og alligevel lysvågen. Sådan en oplevelse har det med at sætte sig på nethinden og jeg bliver en kende betænkelig.
For Om16 timer skal jeg havde skinnen på igen.
Kommentarer
Send en kommentar