Selv om man har to hunde af samme race, er det alligevel sjovt at se hvor stor forskel der kan være på deres personlighed. Måske skyldes forskellen at det er en han og en tæve.
Don Sofus er hanhund med stor H. Han hviler i sig selv og er som regel tilbagelænet rolig i hans opførsel. Charme, selvtillid og lækkert hår er hans motto. Frida derimod er af ydre den lille fine, feminine dame med de monsterlange øjenvipper. Men skinnet bedrager. Inderst inde er der ikke så meget ladylike over hende. Sorry to say.
Her til morgen skulle vi ud at gå tur. Først fik hundene sele på og så simrede jeg rundt og fandt nøgler osv. Måske var jeg langsom, det kan ikke helt udelukkes. Men i hvertfald da jeg lukkede fordøren op, så var Frida væk. Så måtte jeg ind i huset og lede efter hende igen.
Nu er det sådan, at i lang tid er Frida gået langt uden om en bestemt ting som står på gulvet i stuen. Hun har skulet til genstanden, som om den ville overfalde hende i et ubevogtet øjeblik. Vi har kørt en hel del terapi omkring den genstand igennem de sidste 3 år, i dag fik jeg beviset for at terapien ikke helt er lykkedes for mig.
Ganske rigtig stod damen og spiste af Sofus' madskål. Hendes egen skål stod stadig urørt. Hun havde spist helt op og vendte sig roligt omkring uden at værdige mig et blik og valsede sejrsrigt ud mod hoveddøren. Der var ikke spor antydning af skyld i hendes attitude. Lige da jeg gik bagved hende så jeg hende lave det berømte coton-rejehop. Akkurat ligesom om, HA!! Gratis mad er min livret! En masse nys/fnys på stribe, som hun ynder at komme med når hun er veltilpas. Og så kvitterede hun til sidst med ordentligt bøvs.
Seriøst Frida! Du må hellere arbejde lidt på dine feminine sider. Det der var meget lidt ladylike.
Kommentarer
Send en kommentar