For et par år siden blev vores hanhund desværre overfaldet en mørk aften af et lille bæst af en "alfa-han", som havde set sit snit til at smutte ud af en have. Tingene blev selvfølgelig ordnet via dyrlæge og afregnet i almindelighed - eller det troede vi.
Desværre har vi mødt "alfa-hannen" ved andre lejligheder og vi har været nødt til at påtale, at bæstet skal holde sig på lang afstand fra os, når vi uheldigvis og tilfældigvis mødes i vores nærområde. En ulige kamp når bæstet har 6 meter flexline, for så har den en pæn rækkevidde inden madammen kommer tøffende langt bagud med langsomme reaktionsmønstre.
Vi gør meget for at undgå dem og går altid modsat vej, når vi spotter dem på lang afstand. Men sådan er det ikke altid omvendt. Jeg er blevet snigløbet flere gange, hvor jeg er blevet forfulgt i skarpt trav og er blevet indhentet. Egentligt lidt irriterende og temmeligt åndsvagt, idet vi bor i et villakvarter med mange stisystemer, hvor alle veje fører til Rom, så det er såmænd slet ikke så svært at undgå hinanden. Men der er som om, hvis ruten er planlagt hjemmefra, så Bliver den bibeholdt - koste hvad det vil ?
Det har jeg selvfølgelig fortalt til manden derhjemme til stor frustration, og han har såmænd også selv oplevet det flere gange. Vores hanhund reagerer selvfølgelig negativt hver gang. Han kan tydeligt huske hvor mange bid han fik af bæstet og det smitter af på de to andre hunde. Jeg står troligt stille og fortæller med rolig stemme til min hanhund, mens bæstet og madammen passerer, at det ikke er det værd at gø ad. Det betyder intet og at det er ok. Jeg er faktisk ligeglad og det viser min attitude også overfor hundene. Det beroliger min hanhund og han slapper af igen. Jeg trækker på skuldrene og tænker "at hun da for fanden gider at blive ved og med hvilket formål"? Ja jeg fatter hat! Jeg vil bare gå nogle dejlige ture i fred og ro.
Forleden skulle hende den langhårede lufte hundene. Da vi kom hjem, kunne hun med lidt bævende stemme fortælle, at det havde været en yderst ubehagelig tur, for hun var blevet forfulgt af madammen og bæstet - i lang tid og næsten hele vejen rundt. Uanset hvilken gade hende den langhårede gik på, fulgte skyggen med. Argh det synes vi nu var lidt unfair. Hvad skulle hun nu blandes ind i det for?! En ting er at det går ud over sig selv, men når det går ud over ens børn, så kommer løven op i en!
Da jeg kom hjem fra hundetræning her til aften, havde manden været ude med de to andre hunde og så var "mellemværendet" lige blevet afregnet - forhåbentligt en gang for alle. Han havde spottet madammen på gåturen og så havde han ellers gået en rigtig dejlig lang tur i friskt trav - lige i rumpen på madammen og bæstet - til stor irritation for hende. Så kunne hun sgu lære hvor ubehageligt det er.
Desværre har vi mødt "alfa-hannen" ved andre lejligheder og vi har været nødt til at påtale, at bæstet skal holde sig på lang afstand fra os, når vi uheldigvis og tilfældigvis mødes i vores nærområde. En ulige kamp når bæstet har 6 meter flexline, for så har den en pæn rækkevidde inden madammen kommer tøffende langt bagud med langsomme reaktionsmønstre.
Vi gør meget for at undgå dem og går altid modsat vej, når vi spotter dem på lang afstand. Men sådan er det ikke altid omvendt. Jeg er blevet snigløbet flere gange, hvor jeg er blevet forfulgt i skarpt trav og er blevet indhentet. Egentligt lidt irriterende og temmeligt åndsvagt, idet vi bor i et villakvarter med mange stisystemer, hvor alle veje fører til Rom, så det er såmænd slet ikke så svært at undgå hinanden. Men der er som om, hvis ruten er planlagt hjemmefra, så Bliver den bibeholdt - koste hvad det vil ?
Det har jeg selvfølgelig fortalt til manden derhjemme til stor frustration, og han har såmænd også selv oplevet det flere gange. Vores hanhund reagerer selvfølgelig negativt hver gang. Han kan tydeligt huske hvor mange bid han fik af bæstet og det smitter af på de to andre hunde. Jeg står troligt stille og fortæller med rolig stemme til min hanhund, mens bæstet og madammen passerer, at det ikke er det værd at gø ad. Det betyder intet og at det er ok. Jeg er faktisk ligeglad og det viser min attitude også overfor hundene. Det beroliger min hanhund og han slapper af igen. Jeg trækker på skuldrene og tænker "at hun da for fanden gider at blive ved og med hvilket formål"? Ja jeg fatter hat! Jeg vil bare gå nogle dejlige ture i fred og ro.
Forleden skulle hende den langhårede lufte hundene. Da vi kom hjem, kunne hun med lidt bævende stemme fortælle, at det havde været en yderst ubehagelig tur, for hun var blevet forfulgt af madammen og bæstet - i lang tid og næsten hele vejen rundt. Uanset hvilken gade hende den langhårede gik på, fulgte skyggen med. Argh det synes vi nu var lidt unfair. Hvad skulle hun nu blandes ind i det for?! En ting er at det går ud over sig selv, men når det går ud over ens børn, så kommer løven op i en!
Da jeg kom hjem fra hundetræning her til aften, havde manden været ude med de to andre hunde og så var "mellemværendet" lige blevet afregnet - forhåbentligt en gang for alle. Han havde spottet madammen på gåturen og så havde han ellers gået en rigtig dejlig lang tur i friskt trav - lige i rumpen på madammen og bæstet - til stor irritation for hende. Så kunne hun sgu lære hvor ubehageligt det er.
Kommentarer
Send en kommentar