For mange år siden i start 80'erne kom de første bådflygtninge til Danmark. Via Red Barnet blev én i min familie sommerferievært for en lille pige på 3-4 år i 3 uger. En sød og i starten lidt tilbageholdende pige, som hurtigt vandt alle vore hjerter den sommer.
Året efter var jeg inviteret med for at hente den lille pige på ferie igen, men denne gang skulle lillesøsteren også med. Vi var inviteret på frokost hos flygtningefamilien og for første gang i mit liv smagte jeg asiatisk mad. Selv om det på det tidspunkt var meget anderledes mad, så smagte det dejligt.
Det var hårdt at se forældrene tage afsked med de små børn inden vi kørte hjemad med dem. Jeg sad på bagsædet med en pige under hvert arm. De faldt hurtigt i søvn. Vi var så heldige at komme med på sommerferie med de to piger. Det var en dejlig ferie, og minderne står stadig levende. Pigerne var på ferie et par år i træk, herefter mistede vi desværre kontakten. Familien flyttede og blev integreret i det danske samfund.
For et par år siden fik vi kontakt igen. Jeg var desværre forhindret i første gensyn, men kunne dog bidrage med ferieminder og billeder via mail. Familien havde desværre mistet billederne. De kunne ikke huske hvordan vi så ud, de kunne kun huske hvordan vi var. Jeg er stadig den dag i dag fuld af beundring over at forældrene overlod deres små piger i min families varetægt så længe. Sikken tillid til fremmede mennesker. Det ville jeg selv have haft svært ved at gøre.
Her i påsken har vi genset de to nu voksne piger og deres familie. Det var fantastisk at se dem igen, ikke mindst at kunne give dem et ordentligt knus. Ferieminder blev genopfrisket, problematikken omkring selve flygtningen og udstationeringen som sommerferiebarn blev vendt og ikke mindst hvordan deres liv havde været.
Vi har været taknemmelige for at få lov til at gense dem, samt ikke mindst at have fået lov til at være en del af deres barndom. Vi glæder os til at se dem en anden god gang. Sikke en dejlig dag med et dejligt gensyn.
Året efter var jeg inviteret med for at hente den lille pige på ferie igen, men denne gang skulle lillesøsteren også med. Vi var inviteret på frokost hos flygtningefamilien og for første gang i mit liv smagte jeg asiatisk mad. Selv om det på det tidspunkt var meget anderledes mad, så smagte det dejligt.
Det var hårdt at se forældrene tage afsked med de små børn inden vi kørte hjemad med dem. Jeg sad på bagsædet med en pige under hvert arm. De faldt hurtigt i søvn. Vi var så heldige at komme med på sommerferie med de to piger. Det var en dejlig ferie, og minderne står stadig levende. Pigerne var på ferie et par år i træk, herefter mistede vi desværre kontakten. Familien flyttede og blev integreret i det danske samfund.
For et par år siden fik vi kontakt igen. Jeg var desværre forhindret i første gensyn, men kunne dog bidrage med ferieminder og billeder via mail. Familien havde desværre mistet billederne. De kunne ikke huske hvordan vi så ud, de kunne kun huske hvordan vi var. Jeg er stadig den dag i dag fuld af beundring over at forældrene overlod deres små piger i min families varetægt så længe. Sikken tillid til fremmede mennesker. Det ville jeg selv have haft svært ved at gøre.
Her i påsken har vi genset de to nu voksne piger og deres familie. Det var fantastisk at se dem igen, ikke mindst at kunne give dem et ordentligt knus. Ferieminder blev genopfrisket, problematikken omkring selve flygtningen og udstationeringen som sommerferiebarn blev vendt og ikke mindst hvordan deres liv havde været.
Vi har været taknemmelige for at få lov til at gense dem, samt ikke mindst at have fået lov til at være en del af deres barndom. Vi glæder os til at se dem en anden god gang. Sikke en dejlig dag med et dejligt gensyn.
Kommentarer
Send en kommentar