Hende den langhårede har været så uheldig, at brække foden og går derfor i en periode med skinne og krykker. For at kunne gennemføre allerede planlagte aktiviteter, var vi derfor nødsaget til at tænke kreativt og ud af boksen.
Vi kunne allerede inden en uopsættelig indkøbstur til det lokale storcenter forudse, at det ville blive noget af en udfordring for hende, at gå turen rundt på krykker. Derfor kontaktede vi centerinformationen og lånte en kørestol. De var endda så venlige, at tilbyde at opbevare krykkerne for os imens. Super service!
Hold nu op så mange ting man pludselig var i stand til at gøre alligevel. Turen blev gennemført og vi havde en rigtig hyggelig dag. Desværre sneg der sig lidt malurt i bægeret. Vi kan sagtens bære over med børn der kommer til at stirre lidt for længe på en kørestolsbruger, men med voksne der åbenlyst glor - intenst og længe - der hopper kæden Nu lidt af.
Som hende den langhårede så kækt sagde: "Jeg kan godt leve med det, fordi det for mig kun er en kort periode, men hvad med andre kørestolsbrugere som er bundet til det resten af sit liv, og som udsættes for det 24/7"?!
Snakken gik lidt, og mange ting kom på banen. Var det mon fordi de aldrig havde set en "handicappet" før?, eller for den sags skyld en kørestol? Eller var det fordi det "forstyrrede" dem i det offentlige rum? En enkelt person stillede sig op og nidstirrede hende, og ansigtet var malet med "hvorfor ikke bare blive hjemme, du hører ikke til her".Seriøst hvorfor skal man gemme sig fordi man ser "anderledes" ud?!
Til sidst blev hende den langhårede så træt af det, at når hun fik øjenkontakt med nogle der gloede for meget, så hun fandt sit helt eget og meget virksomme middel. Hun lagde hånden unden hagen, smilede overdrevent og intenst som om "jeg kan godt se, du glor på mig". Dét var effektivt.
Det er bare ikke godt nok! Hvis man tilfældigvis "kommer til at glo" på en kørestolsbruger, så kig dem i det mindste i øjnene og stik dem et smil. For jeg mener heller ikke at "de" skal ignoreres. Det er bare uheldige mennesker. Et friskt smil i øjenhøjde er at anerkende et andet menneske.
Selvom det efterhånden blev lidt for meget i længden, så lavede vi pjat med det og smilte til de gloende. Det var jo ikke sikkert at deres dag havde været lige så enestående god som vores. Eller om de for den sags skyld rent faktisk også havde fået glosuppe med kigboller til frokost.
Vi kunne allerede inden en uopsættelig indkøbstur til det lokale storcenter forudse, at det ville blive noget af en udfordring for hende, at gå turen rundt på krykker. Derfor kontaktede vi centerinformationen og lånte en kørestol. De var endda så venlige, at tilbyde at opbevare krykkerne for os imens. Super service!
Hold nu op så mange ting man pludselig var i stand til at gøre alligevel. Turen blev gennemført og vi havde en rigtig hyggelig dag. Desværre sneg der sig lidt malurt i bægeret. Vi kan sagtens bære over med børn der kommer til at stirre lidt for længe på en kørestolsbruger, men med voksne der åbenlyst glor - intenst og længe - der hopper kæden Nu lidt af.
Som hende den langhårede så kækt sagde: "Jeg kan godt leve med det, fordi det for mig kun er en kort periode, men hvad med andre kørestolsbrugere som er bundet til det resten af sit liv, og som udsættes for det 24/7"?!
Snakken gik lidt, og mange ting kom på banen. Var det mon fordi de aldrig havde set en "handicappet" før?, eller for den sags skyld en kørestol? Eller var det fordi det "forstyrrede" dem i det offentlige rum? En enkelt person stillede sig op og nidstirrede hende, og ansigtet var malet med "hvorfor ikke bare blive hjemme, du hører ikke til her".Seriøst hvorfor skal man gemme sig fordi man ser "anderledes" ud?!
Til sidst blev hende den langhårede så træt af det, at når hun fik øjenkontakt med nogle der gloede for meget, så hun fandt sit helt eget og meget virksomme middel. Hun lagde hånden unden hagen, smilede overdrevent og intenst som om "jeg kan godt se, du glor på mig". Dét var effektivt.
Det er bare ikke godt nok! Hvis man tilfældigvis "kommer til at glo" på en kørestolsbruger, så kig dem i det mindste i øjnene og stik dem et smil. For jeg mener heller ikke at "de" skal ignoreres. Det er bare uheldige mennesker. Et friskt smil i øjenhøjde er at anerkende et andet menneske.
Selvom det efterhånden blev lidt for meget i længden, så lavede vi pjat med det og smilte til de gloende. Det var jo ikke sikkert at deres dag havde været lige så enestående god som vores. Eller om de for den sags skyld rent faktisk også havde fået glosuppe med kigboller til frokost.
Kommentarer
Send en kommentar