Formiddagens program havde været tætpakket med gøremål. Jeg havde lige 10 minutter tilovers inden næste aftale ud af huset, så der skønnede jeg, at jeg sagtens kunne nå at tømme opvaskemaskinen. Det kunne jo rent faktisk sagtens have ventet til jeg kom hjem igen, men hvis det nu blev lækkert sommervejr i løbet af de par timer jeg var væk, så gad jeg absolut ikke stå indenfor med kedelige pligter.
Lige da jeg næsten var færdig, gled to glas stille og roligt ud af mine hænder og røg på gulvet og gik i tusinde stykker. Det var lige en lille kortvarig hilsen fra nakken, der mindede mig om, hvor meget rav den kan lave i mit system. Så var der ellers en Tante, der fik rasende travlt med at samle alt det glasskår op og få støvsuget. Helt utroligt hvor langt sådan noget skidt kan sprede sig.
De ti minutter skrumpede lynhurtigt så det var bare med at komme ud af døren til det aftalte tidspunkt. Trafikken gled ok gennem byen og snakken gik. Pludselig spottede mit øje noget ude på en mark. Hov se lige der. Jeg standsede bilen og bakkede tilbage. Godt nok var vi i sidste øjeblik, men det her ville jeg tage mig tid til.
Ude på marken kom en flok på 6 store bukke stille løbende med retning imod os. Jeg slog havariblinket til for at advare de modkørende trafikanter. De nåede heldigvis at passere i god tid. Lidt efter Sprang bukkene hen over vejen lige foran vores bil, hvorefter de fortsatte over på næste mark. Smukke, sårbare og alligevel elegante dyr. Hannen havde et stort gevir. Man skulle ellers tro, at man kun ville kunne se dem morgen og aften, men de havde åbenbart en frokostaftale i det grønne.
Mens vi sad der i bilen og fik oplevelse for alle pengene, fordampede irritationen over den dumme nakke, de knuste glas og tiden der fuldstændigt løb fra os. Barndommens opdragelse med at passe tidspunkter og aftaler skred øjeblikkeligt og den indre rebel råbte:
Fuck tidstyraniet - nyd livet, når det så smukt bliver serveret.
Lige da jeg næsten var færdig, gled to glas stille og roligt ud af mine hænder og røg på gulvet og gik i tusinde stykker. Det var lige en lille kortvarig hilsen fra nakken, der mindede mig om, hvor meget rav den kan lave i mit system. Så var der ellers en Tante, der fik rasende travlt med at samle alt det glasskår op og få støvsuget. Helt utroligt hvor langt sådan noget skidt kan sprede sig.
De ti minutter skrumpede lynhurtigt så det var bare med at komme ud af døren til det aftalte tidspunkt. Trafikken gled ok gennem byen og snakken gik. Pludselig spottede mit øje noget ude på en mark. Hov se lige der. Jeg standsede bilen og bakkede tilbage. Godt nok var vi i sidste øjeblik, men det her ville jeg tage mig tid til.
Ude på marken kom en flok på 6 store bukke stille løbende med retning imod os. Jeg slog havariblinket til for at advare de modkørende trafikanter. De nåede heldigvis at passere i god tid. Lidt efter Sprang bukkene hen over vejen lige foran vores bil, hvorefter de fortsatte over på næste mark. Smukke, sårbare og alligevel elegante dyr. Hannen havde et stort gevir. Man skulle ellers tro, at man kun ville kunne se dem morgen og aften, men de havde åbenbart en frokostaftale i det grønne.
Mens vi sad der i bilen og fik oplevelse for alle pengene, fordampede irritationen over den dumme nakke, de knuste glas og tiden der fuldstændigt løb fra os. Barndommens opdragelse med at passe tidspunkter og aftaler skred øjeblikkeligt og den indre rebel råbte:
Fuck tidstyraniet - nyd livet, når det så smukt bliver serveret.
Kommentarer
Send en kommentar