Det siges, at de første halvtreds år af ens barndom, er de værste. Der er mange ting der skal læres. Det ligger lidt ligesom i katagorier. Nogle ting ligger lige til højrebenet. Andre ting kan tillæres hen ad vejen. Nogle ting skal der arbejdes på og til sidst er der den katagori, uanset hvor meget man end prøver, så lærer man det alligevel aldrig.
Det har sådan set ikke noget med manglende initiativ, ugidelighed, intelligens, modenhed eller mangel på samme at gøre - selvom jeg tit har fået det skudt i skoene. Jeg har virkelig forsøgt. Som i virkelig meget. Enddog af flere omgange i mit liv, men jeg har hver gang måttet opgive, selvom det var en ting, som kunne gøre mit liv meget lettere.
I går aftes var jeg på udebane blandt nye venner - eller rettere sagt nye og nye - jeg har dog kendt dem i 1,5 år, men vi ses ikke så tit, så det der med detaljerne om hinanden, kan godt glippe lidt. Så i et øjebliks uopmærksomhed fra min side, blev jeg præsenteret for den ting som jeg endnu ikke har lært at mestre.
Pludselig blev den serveret for mig - udfordringen. Hver gang det sker, tænker jeg: Ignorer - flugt - overspringshandling - panik - klarsyn - handling - ærlighed. Men puha hvor er det svært. Jeg bliver altid lidt tør i munden og tænker hvad konsekvenserne plejer at være. Det føles som om man har en centrifuge i maven, og en elevator i spiserøret. Men der var ikke andet at gøre end at forsøge at sluge kamelen.
Efter at have sundet mig lidt og samlet mod til mig, måtte jeg pænt sige til værten: "Jeg er ked af det, jeg har forsøgt at blive voksen i aften, men det lykkedes desværre ikke ret godt for mig". Værten blev selvfølgelig lidt ked af det over at have udfordret mig, men det var jo ikke værre end jeg bare kunne have meldt klart ud fra starten. Det blev afvæbnet med lidt humor og godmodige drillerier. Vil hun bare ikke blive voksen eller hvad?
For meget pli og høflighed er nogle gange en udfordring for mig (tro det eller ej) men det arbejder jeg stadig på. Men når man har gået for mange i år i Flinkeskolen, kan det godt være svært at få sagt fra. (Ja og hvor svært kan det da så også lige være?)
Min udfordring er, at Kaffe aldrig bliver min kop te. Jeg Har virkelig forsøgt - mange gange. Det kunne være så nemt, bare at drikke en kop kaffe uden altid at skulle be om noget andet. Men nu opgiver jeg altså. Gider ikke spilde mere tid på sådan noget ligegyldigt pjat. Jeg lærer det alligevel aldrig.
Det har sådan set ikke noget med manglende initiativ, ugidelighed, intelligens, modenhed eller mangel på samme at gøre - selvom jeg tit har fået det skudt i skoene. Jeg har virkelig forsøgt. Som i virkelig meget. Enddog af flere omgange i mit liv, men jeg har hver gang måttet opgive, selvom det var en ting, som kunne gøre mit liv meget lettere.
I går aftes var jeg på udebane blandt nye venner - eller rettere sagt nye og nye - jeg har dog kendt dem i 1,5 år, men vi ses ikke så tit, så det der med detaljerne om hinanden, kan godt glippe lidt. Så i et øjebliks uopmærksomhed fra min side, blev jeg præsenteret for den ting som jeg endnu ikke har lært at mestre.
Pludselig blev den serveret for mig - udfordringen. Hver gang det sker, tænker jeg: Ignorer - flugt - overspringshandling - panik - klarsyn - handling - ærlighed. Men puha hvor er det svært. Jeg bliver altid lidt tør i munden og tænker hvad konsekvenserne plejer at være. Det føles som om man har en centrifuge i maven, og en elevator i spiserøret. Men der var ikke andet at gøre end at forsøge at sluge kamelen.
Efter at have sundet mig lidt og samlet mod til mig, måtte jeg pænt sige til værten: "Jeg er ked af det, jeg har forsøgt at blive voksen i aften, men det lykkedes desværre ikke ret godt for mig". Værten blev selvfølgelig lidt ked af det over at have udfordret mig, men det var jo ikke værre end jeg bare kunne have meldt klart ud fra starten. Det blev afvæbnet med lidt humor og godmodige drillerier. Vil hun bare ikke blive voksen eller hvad?
For meget pli og høflighed er nogle gange en udfordring for mig (tro det eller ej) men det arbejder jeg stadig på. Men når man har gået for mange i år i Flinkeskolen, kan det godt være svært at få sagt fra. (Ja og hvor svært kan det da så også lige være?)
Min udfordring er, at Kaffe aldrig bliver min kop te. Jeg Har virkelig forsøgt - mange gange. Det kunne være så nemt, bare at drikke en kop kaffe uden altid at skulle be om noget andet. Men nu opgiver jeg altså. Gider ikke spilde mere tid på sådan noget ligegyldigt pjat. Jeg lærer det alligevel aldrig.
Kommentarer
Send en kommentar