Jeg tør snart ikke engang spørge

For dælen da! Det er et tilbagevendende problem med haven hvert forår. Hvad i alverden skete der derude i vinterens løb ?! Sidst vi kiggede derud var den efterladt pæn og ryddelig og så pludselig i det halve år vi vendte ryggen til - UHA! Ja det kræver efterhånden MOD at gå ud i haven. 

Forleden morgen da jeg rullede gardinerne fra vinduet, fik jeg de sørgelige kendsgerninger serveret råt for usødet. Mit øje spottede resterne af den smukkeste koifisk - liggende på plænen med resterne af fiskehejrens festmåltid hængende ud af kroppen. SUK!!

Vores papfiskehejre blev herefter støvet af og placeret på kanten af havedammen. Hvis man ser på de tidligere års statistik, vidste vi jo nok at det sikkert ikke havde nogen særlig præventiv virkning. Vi har set den forhadte  fiskehejre danse en lummer parringsdans omkring den stiltiende papfiskehejre. Helt sikkert noget med ny papmor/-børn.

Så gentog historien sig - altså det der med at vende ryggen til og påny rulle gardinet fra vinduet. Øh hvad skete der lige denne gang?! Døm selv ud fra billedet. Er det de sørgelige rester efter en våd aften i byen? Alle kan vel falde i? Eller er det blot scener fra et dejligt langt og tiltrængt kurbad med de sunde alger?

Jeg tør snart ikke engang spørge.