Når ting kommer hjem igen

Nogle gange sker nogle skønne og forunderlige ting, hvor man bliver så overrumplet, at man har svært at finde ord. Sidste weekend havde vi inviteret gamle venner til middag. Så snart der var blevet hilst og krammet, hev min veninde en lille ting op af tasken og rakte den frem til mig, med en stor undskyldning om, at det havde taget så langt tid, at aflevere en for længst lånt ting tilbage. 

Først forstod jeg slet ikke hvad der blev henvist til. Jeg synes ikke lige at jeg havde lånt noget ud. Men da jeg så hvad det var jeg havde lånt ud, så sprang mine vandrør. Det ramte mig lige i hjertekulen.  Jeg genkendte straks brillerne og etuiet. Min for længst afdøde fars briller fra 1940/50.

Selvom det var 39 år siden jeg som teenager havde lånt de aflagte briller ud til en sjov fastelavnsfest, så kom de uskadt hjem igen. I mellemtiden havde de ligget i en skuffe i min venindes forældres hjem.

Ved en flytning dukkede brillerne op igen. Heldigvis kunne min venindes mor huske hvem brillerne tilhørte. Det er jeg simpelthen så taknemmelig for, da jeg kun har få af min fars ejendele. 

Så gør det jo ikke noget at låne ting ud, når man dels ved at der bliver passet godt på det, og at man får det retur igen - på et tidspunkt. Nu ville min veninde gerne låne en kogebog af mig. Hun insisterede på, at jeg skrev mit navn i kogebogen, blot for at kunne huske hvem hun havde lånt den af.

For en sikkerheds skyld skrev jeg "Denne bog tilhører: Tantens Eftf." - i tilfælde af at der igen går 39 år inden den kommer retur. Til den tid kan vi sikkert hverken huske fra næse til mund. Men så har vi begge garderet os, hvis hendes børn finder bogen, så ved de den skal returneres til mine børn. Til den tid har jeg trukket mig tilbage fra køkkenregionerne, og overladt kødgryderne til andre.