Vi er alle på en eller anden måde pårørende. Vi tænker måske bare ikke over det, før vi står i en situation, hvor en som står os nær bliver syg, dør eller på anden måde bliver ramt af ulykke. En klog mand har sagt: Hvis én person i en familie bliver ramt, bliver hele familien ramt. Intet er som før.
For mit eget vedkommende er jeg pårørende til en "borger" som har være syg i mange år. Vedkommende blev ramt af invaliderende sygdom midt i livet, og der har været følgesygdomme foruden ved. Det har derfor altid været en naturlig del for mig, at der var brug for ekstra hjælp i visse tilfælde, selvom personen egentligt har forsøgt at klare sig på egen hånd. I mellemtiden er "borgeren" blevet noget ældre, og desværre blevet ramt af yderligere alvorlig sygdom og pludselig er der brug for væsentligt mere hjælp og selvhjælp er ikke længere tiltrækkelig.
Det kræver samarbejde både med patient, læge, sygehus, hjemmepleje og familien. For hvem henviser til hvad, og hvad bliver visiteret. Og hvordan samler man alle trådene bedst muligt. Ældre sagen har heldigvis mange gode råd i sådanne tilfælde. Men hvordan fungerer det rent praktisk?!
Som regel fungerer det fint i samspillet mellem "borgeren" og "det offentlige systemet". Så mangler vi pårørende bare at kunne finde den samme melodi og det er ikke altid lige let. Selvfølgelig har vi meldt ud, at vi er åbne for dialog med "det offentlige system" for at gøre hverdagen for "borgeren" så god/nem som muligt, men problemet er at vi ser tingene vidt forskelligt og det er svært. Som familiemedlem har man kendt personen længe og (måske skal være talerør for den ramte) kontra "det offentligt system" som ser nøgternt på tingene uden at have følelser i klemme. Det er slet ikke det samme og hvor kan man dog blive frustreret - både borger, pårørende og sikkert også det offentlige system.
Som pårørende kan et hyggeligt besøg med god snak forandre sig til at være "blæksprutten" til alt det der ikke er visiteret til og som er uoverkommeligt for den ramte. Det gør vi gerne, misforstå mig ikke, men nogle gange er det en hårfin grænse. Der arbejder mange søde mennesker i systemet, som gør deres allerbedste for at gøre en forskel. Hurra for dem! Men når det så er sagt, så er systemet ikke at prale af når det kommer til menneskelig værdighed.
Tænk lige:
- Bad en gang om ugen, med mindre der kan dokumenteres at bivirkninger fra medicin kan gør at man har brug for bad 3 gange om ugen
- Rengøring hver 3. uge efter visitering
Det er bare et par af punkterne. Selvfølgelig kan man sagtens betale sig fra hjælp ved køb af privat hjemmehjælp, men ikke alle danskere har råd til den luksus. Men det er den kurs den nuværende og tidligere regeringer har lagt og det er hvad "det offentlige system" må arbejde efter.
Jeg kan kun tale for mit eget vedkommende. Jeg har ikke lyst til at leve under de forhold såfremt jeg skulle blive ramt af sygdom/ulykke. Jeg har heller ikke lyst til at være en byrde for mine pårørende - for det ved jeg at jeg ville blive.
Jeg ved selv hvor mange kræfter/spekulationer/bekymringer jeg har lagt i det i årenes løb. Hvor mange aftaler jeg har indgået i dialog, for senere at konstatere at de er blevet underkendt kort tid efter - af den ene eller anden årsag - jeg er trods alt KUN pårørende - og alligevel til tider også et talerør for borgeren.
Nogle gange kan en pårørende også være nødt til at trække sig i perioder. Ikke for at være uinteresseret, kynisk, ligeglad, men simpelthen blot for lige at trække vejret og undgå selv at blive slået til lirekassemand. Det hjælper ingen, især ikke hvis man stadig har små/hjemmeboende børn - ens egen familie skal jo også passes. Til tider en balancegang på et knivsæg.
I dag er det pårørendedag 2018. Dejligt for dem der har pårørende og uendeligt trist for dem der ingen har. En dag hvor man tænker, at det trods alt er dejligt at være pårørende, på godt og ondt.
For mit eget vedkommende er jeg pårørende til en "borger" som har være syg i mange år. Vedkommende blev ramt af invaliderende sygdom midt i livet, og der har været følgesygdomme foruden ved. Det har derfor altid været en naturlig del for mig, at der var brug for ekstra hjælp i visse tilfælde, selvom personen egentligt har forsøgt at klare sig på egen hånd. I mellemtiden er "borgeren" blevet noget ældre, og desværre blevet ramt af yderligere alvorlig sygdom og pludselig er der brug for væsentligt mere hjælp og selvhjælp er ikke længere tiltrækkelig.
Det kræver samarbejde både med patient, læge, sygehus, hjemmepleje og familien. For hvem henviser til hvad, og hvad bliver visiteret. Og hvordan samler man alle trådene bedst muligt. Ældre sagen har heldigvis mange gode råd i sådanne tilfælde. Men hvordan fungerer det rent praktisk?!
Som regel fungerer det fint i samspillet mellem "borgeren" og "det offentlige systemet". Så mangler vi pårørende bare at kunne finde den samme melodi og det er ikke altid lige let. Selvfølgelig har vi meldt ud, at vi er åbne for dialog med "det offentlige system" for at gøre hverdagen for "borgeren" så god/nem som muligt, men problemet er at vi ser tingene vidt forskelligt og det er svært. Som familiemedlem har man kendt personen længe og (måske skal være talerør for den ramte) kontra "det offentligt system" som ser nøgternt på tingene uden at have følelser i klemme. Det er slet ikke det samme og hvor kan man dog blive frustreret - både borger, pårørende og sikkert også det offentlige system.
Som pårørende kan et hyggeligt besøg med god snak forandre sig til at være "blæksprutten" til alt det der ikke er visiteret til og som er uoverkommeligt for den ramte. Det gør vi gerne, misforstå mig ikke, men nogle gange er det en hårfin grænse. Der arbejder mange søde mennesker i systemet, som gør deres allerbedste for at gøre en forskel. Hurra for dem! Men når det så er sagt, så er systemet ikke at prale af når det kommer til menneskelig værdighed.
Tænk lige:
- Bad en gang om ugen, med mindre der kan dokumenteres at bivirkninger fra medicin kan gør at man har brug for bad 3 gange om ugen
- Rengøring hver 3. uge efter visitering
Det er bare et par af punkterne. Selvfølgelig kan man sagtens betale sig fra hjælp ved køb af privat hjemmehjælp, men ikke alle danskere har råd til den luksus. Men det er den kurs den nuværende og tidligere regeringer har lagt og det er hvad "det offentlige system" må arbejde efter.
Jeg kan kun tale for mit eget vedkommende. Jeg har ikke lyst til at leve under de forhold såfremt jeg skulle blive ramt af sygdom/ulykke. Jeg har heller ikke lyst til at være en byrde for mine pårørende - for det ved jeg at jeg ville blive.
Jeg ved selv hvor mange kræfter/spekulationer/bekymringer jeg har lagt i det i årenes løb. Hvor mange aftaler jeg har indgået i dialog, for senere at konstatere at de er blevet underkendt kort tid efter - af den ene eller anden årsag - jeg er trods alt KUN pårørende - og alligevel til tider også et talerør for borgeren.
Nogle gange kan en pårørende også være nødt til at trække sig i perioder. Ikke for at være uinteresseret, kynisk, ligeglad, men simpelthen blot for lige at trække vejret og undgå selv at blive slået til lirekassemand. Det hjælper ingen, især ikke hvis man stadig har små/hjemmeboende børn - ens egen familie skal jo også passes. Til tider en balancegang på et knivsæg.
I dag er det pårørendedag 2018. Dejligt for dem der har pårørende og uendeligt trist for dem der ingen har. En dag hvor man tænker, at det trods alt er dejligt at være pårørende, på godt og ondt.
Kommentarer
Send en kommentar