Sjovt som det at hilse på hinanden kan udvikle sig over årene. Da Tanten var ung og vi hilste på andre i en forsamling, så gav vi pænt hånden for at sige goddag. Og vi lærte at det skulle være et
pænt fast håndtryk samtidig med at vi så personen direkte ind i øjnene. Ikke noget med fravegne blikke og et slattent håndtryk.
Så kom moden med krammere. Folk som man var i familie med eller i det mindste kendte ret godt, kunne man måske godt give en krammer. Tæt eller mindre tæt alt efter behov - eller hvor stiv modparten nu blev med det nymodens pjat. Nogen er jeg stadig ikke på krammer med. Det ligger bare ikke i luften og det er helt ok.
Forleden var vi til et arrangement med kendte og ukendte mennesker. Vi kastede os friskt ud i pænt-goddag-kanalrundfarten med fast håndtryk, blikket direkte i øjnene og præsentation ved navn. Så var isen ligesom brudt lidt. Det er sgu lidt svært for en gammel Tante, at præsentere sig på udenlandsk. Men det gik vel an.
Det blev en rigtig hyggelig eftermiddag med sol, sommer, nørdesnak om ens bedste hobby og masser af lækker mad og det "skralde"spanske sprog blev luftet. Nye bekendtskaber blev stiftet og alt var godt. Lige indtil vi skulle sige farvel og køre hjem. Så var det at Tanten bare vinkede til den store flok og sagde Tak for en dejlig dag. Set i bakspejlet var det nok i nogens øjne lidt uhøfligt. Jeg skulle bare have taget farvel-kanalrundfarten baglæns i stiv arm.
Pludselig stod der et par personer, som jeg egentligt slet ikke havde fået snakket med, fordi de sad i den modsatte ende af bordet - parat til at give en krammer. Med kvinden gik det ok, vi var til samme side, men da manden stod parat gik der lidt koks i den - om det skulle være en højre eller venstre vendt krammer.
Det endte med at vi var ved at knalde hovederne sammen et par gange inden vi fandt den rigtige retning og tørnede sammen i en ordentlig bjørnekrammer. Denne gang var det nu mig, der blev lidt stiv i det af forlegenhed, for det kom bag på mig at vi var SÅ dus. Ud af øjenkrogen kunne jeg se, at Tantens mand var ved at dø af grin. Det har sikkert været et syn for guder med en mand der stod og klemte al luften ud af en totalt uforberedt Tante.
Det har nu fået mig til at tænke lidt nærmere over det der med krammere. Jeg er nødt til at finde ud af, hvordan man gør det helt rigtigt og finde den rette teknik med de højre- eller venstrevendte krammere - Lidt ala fasthåndtryk-øjenkontakt-præsentation, så jeg er helt klar til næste gang.
Eller måske skal vi bare til at være lidt mere trendy herude i den Jydske muld. Ikke så meget pjat med stive Tanter med strakte arme. De ellers så almindelige hilsner med pegefingeren der lige løfter sig lidt fra rattet, når man møder en kendt modkørende, eller lige et kort nik på gaden, eller endnu bedre det modsatte nik (næsen hurtigt op og ned på plads igen) , trænger måske til opgradering til ordentlige bjørnekrammere, når nu vi alligevel kommer hinanden så meget ved herude i de små lokalsamfund.
Jeg er godt nok spændt på hvad tandlægen, Brugsuddeleren, blomsterhandleren eller hvem jeg nu lige møder på min vej vil sige til at få en bjørnekrammer med et ordentlig dunk i ryggen - helt gratis. Måske går der 1-4 generationers tid inden den teknik helt er på plads.
Vi er trods alt i fast-håndtryk-se-lige-i-øjnene-Lylland og der-tar'- wi-'et-hiel-rolle-mæ-de-nymo'ens-pjat.
Billedet er lån her: http://www.kommunikationsforum.dk/artikler/krammeren-er-ved-at-afloese-haandtrykket
pænt fast håndtryk samtidig med at vi så personen direkte ind i øjnene. Ikke noget med fravegne blikke og et slattent håndtryk.
Så kom moden med krammere. Folk som man var i familie med eller i det mindste kendte ret godt, kunne man måske godt give en krammer. Tæt eller mindre tæt alt efter behov - eller hvor stiv modparten nu blev med det nymodens pjat. Nogen er jeg stadig ikke på krammer med. Det ligger bare ikke i luften og det er helt ok.
Forleden var vi til et arrangement med kendte og ukendte mennesker. Vi kastede os friskt ud i pænt-goddag-kanalrundfarten med fast håndtryk, blikket direkte i øjnene og præsentation ved navn. Så var isen ligesom brudt lidt. Det er sgu lidt svært for en gammel Tante, at præsentere sig på udenlandsk. Men det gik vel an.
Det blev en rigtig hyggelig eftermiddag med sol, sommer, nørdesnak om ens bedste hobby og masser af lækker mad og det "skralde"spanske sprog blev luftet. Nye bekendtskaber blev stiftet og alt var godt. Lige indtil vi skulle sige farvel og køre hjem. Så var det at Tanten bare vinkede til den store flok og sagde Tak for en dejlig dag. Set i bakspejlet var det nok i nogens øjne lidt uhøfligt. Jeg skulle bare have taget farvel-kanalrundfarten baglæns i stiv arm.
Pludselig stod der et par personer, som jeg egentligt slet ikke havde fået snakket med, fordi de sad i den modsatte ende af bordet - parat til at give en krammer. Med kvinden gik det ok, vi var til samme side, men da manden stod parat gik der lidt koks i den - om det skulle være en højre eller venstre vendt krammer.
Det endte med at vi var ved at knalde hovederne sammen et par gange inden vi fandt den rigtige retning og tørnede sammen i en ordentlig bjørnekrammer. Denne gang var det nu mig, der blev lidt stiv i det af forlegenhed, for det kom bag på mig at vi var SÅ dus. Ud af øjenkrogen kunne jeg se, at Tantens mand var ved at dø af grin. Det har sikkert været et syn for guder med en mand der stod og klemte al luften ud af en totalt uforberedt Tante.
Det har nu fået mig til at tænke lidt nærmere over det der med krammere. Jeg er nødt til at finde ud af, hvordan man gør det helt rigtigt og finde den rette teknik med de højre- eller venstrevendte krammere - Lidt ala fasthåndtryk-øjenkontakt-præsentation, så jeg er helt klar til næste gang.
Eller måske skal vi bare til at være lidt mere trendy herude i den Jydske muld. Ikke så meget pjat med stive Tanter med strakte arme. De ellers så almindelige hilsner med pegefingeren der lige løfter sig lidt fra rattet, når man møder en kendt modkørende, eller lige et kort nik på gaden, eller endnu bedre det modsatte nik (næsen hurtigt op og ned på plads igen) , trænger måske til opgradering til ordentlige bjørnekrammere, når nu vi alligevel kommer hinanden så meget ved herude i de små lokalsamfund.
Jeg er godt nok spændt på hvad tandlægen, Brugsuddeleren, blomsterhandleren eller hvem jeg nu lige møder på min vej vil sige til at få en bjørnekrammer med et ordentlig dunk i ryggen - helt gratis. Måske går der 1-4 generationers tid inden den teknik helt er på plads.
Vi er trods alt i fast-håndtryk-se-lige-i-øjnene-Lylland og der-tar'- wi-'et-hiel-rolle-mæ-de-nymo'ens-pjat.
Billedet er lån her: http://www.kommunikationsforum.dk/artikler/krammeren-er-ved-at-afloese-haandtrykket
Kommentarer
Send en kommentar