Bjerglandsbyer

Provence, vinmarker, gamle borge og små bjerglandsbyer. Så bliver det vist ikke ret meget mere autentisk. Lidt fra alfarvej i en lille landsby fandt vi disse smukke indgangspartier. Vidt forskellige og alligevel med det tilfælles, at det var indgange til lokale hjem.

På en måde stod tiden lidt stille i landsbyen, men man kunne dog aflæse klokken på en væg på torvet. Der var underligt tyst overalt og næsten ingen mennesker, måske fordi det var tidligt på formiddagen. Kun en postbud som høfligt spurgte os om vej - som om vi var indfødte. 

Trods det var en lille lokal landsby med mange skæve gader og bygninger og få seværdigheder midt ude mellem vinmarkerne, fandt vi alligevel en Michelin restaurant, godt gemt bag et helt almindeligt udseende stuehus. 

Mens vi travede rundt i de små stejle gader, kunne vi beundre de små frodige haver. Ikke parcelhushaver som vi kender dem, men al plads var udnyttet fantastisk godt. Men hvordan de lige fik dem vedligeholdt på de til tider lidt ufremkommelige steder var en kilde til undring hos os. Ikke mindst hvordan kunne de holde planterne så frodige, når man tænker på hvordan de danske haver ser ud ved bare lidt sommervejr uden vand.