Nye farver

Når man får et godt maletilbud, hvor prisen næsten kun er kost og logi, slår man selvfølgelig straks til. Jeg har det sådan, at når man har "det arbejdende folk i huset", så må det ikke skorte på forplejning. Uden mad og drikke dur helten simpelthen ikke. De skal forkæles ud over alle grænser, om det så kun er Tantens mand, håndværkere eller frivillige. Jeg mindes nemlig selv en aften for mange år siden, da jeg var ude at passe børn, hvor vi blev sultne og hvor der kun var muggent rugbrød til os. Der bestemte jeg mig for at det aldrig nogensinde skulle overgå mit "arbejde folk". Mage til fedterøve!


Efter nøje overvejelser købte vi maling, denne gang i lidt dæmpede farver i forhold til hvad dette hus i årenes løb ellers har båret. Alt lige fra kombinationen laksefarvet, lyseblåt, hvidt og lyserødt til koboltblå, okker rød, hvid og okkergult, til nougatfarve, hvid og en enkelt væg med rødt. (se evt indlægget Grimt_hus.dk)


Sidste gang vi malede, valgte vi at todele farverne i den lange natgang samt kontoret, for at det ikke skulle blive alt for kedelig. Det har vi været så glade for, at vi har valgt at bibeholde det. Fremgangsmåde: Man maler det øverste i hvid farve to gange. Derefter måles op med tommestok og vaterpas og sætter malertape på. (Det skal være meget nøjagtigt ellers afsløres det, når man har malt nederste felt.) Derefter maler man med hvid ovenpå tapen for at den mørke farve ikke løber ind under tapen og skaber en ulige kant. Herefter males to gange med mørk farve. Inden det er helt tørt trækkes tapen af igen og man får den knivskape kant.


Det er lidt sjovt at se, hvor stor forskel farver kan gøre, når man hænger sine billeder op igen. Alt ser pludseligt helt anderledes ud. Det er såmænd ikke det at male der tager tid, men al forberedelse. Vi valgte at afmontere fodpanelerne, men alligevel har vi brugt oceaner af afdækningstape. Kedeligt arbejde men alligevel nødvendigt.

Vi har nået en hel del, og selvom vi har hængt godt i, så mangler vi stadig meget inden vi er nået helt i mål. Kræfterne og tiden slap pludselig op, men et eller andet sted er det godt nok at have noget på to-do-listen til fremtidige tider. Lige nu keder vi os slet ikke. Vi er havnet i en rigtig spændende tid, hvor vi forsøger at nyde momentet fuldt ud. Så må malingen vente. Vi når det nok.



Kommentarer