Hvert år til jul slæber Tantens mand de store flyttekasser ned fra loftet, så der kan blive pyntet op til jul. Det gjorde han såmænd også i år, sammen med alt det løse der nu stod deroppe på loftet. Han bekendtgjorde, at nogle ting havde han sat direkte på plads, hvor de stod sidste år og det var helt fint. Efter at have tømt kasserne undrede det mig, at jeg ikke kunne finde den "store" nisse, som vi plejer at have stående på fortrappen. Den måtte vi have eftersøgt på loftet den næstkommende weekend.
Sådan noget skal nemlig adviseret i god tid, specielt når man ved at det falder sammen med "dagen derpå" for mandens vedkommende. Efter at have sammensøgt samtlige kasser på loftet, måtte vi give op. Nissen var nok enten gået hjemmefra i protest eller også var den blevet offer for "uhensigtsmæssig arkivering". Noget med at "vi ligger den lige der, for så kan vi finde den til næste år" . Det er praktiseret før på matriklen, gaver er blevet væk og efterlyst i sidste øjeblik, sko arkiveret hos nytårspynten og først fundet året efter. Sådan går det bare nogle gange, og vi blev enige om, at vi måtte undvære nissen i år. Måske kom han hjem af sig selv igen, når han blev sulten.
Efter en lang dag med mange opgaver og forgæves søgen blev Tantens mand træt og fortjente en lur. Imens kunne jeg gætte lidt kryds og tværs. På et tidspunkt fyldte manden så meget, at én sofa ikke var nok. Hans arme faldt over til mig i min sofa, og så faldt jeg i. Fristelsen blev simpelthen for stor. Det er pissesjovt at tegne på en sovende mand. Det er endnu mere sjovt, at der går flere timer efter han er vågnet, inden han opdager de fine tegninger. Kuglepen er ikke sådan lige til at vaske af. Det hænger godt ved. En stor skam at manden har fuldskæg. Det kunne ellers have været fantastisk, at tegne et stort cykelstyrs overskæg....
Tilbage til "den store nisse". Efter et par dages betænkningstid er jeg måske kommet i tanke om, at den nisse som manden satte på plads direkte fra loftet, må være den nisse som plejer at stå på fortrappen. Nu er det så jeg kommer lidt i konflikt med mig selv. 1) Skal jeg indrømme at jeg måske har en dårlig hukommelse og har fejlbedømt størrelsen på nissen. 2) Skal jeg vedgå at det bare var for holde manden på dupperne dagen derpå, at jeg opfandt historien med den "manglende" nisse? 3) Mon det var mandens egen skyld. Hvis han havde sat nissen på fortrappen, var situationen aldrig opstået?
Hvorom alting er. Livet er meget mere begivenhedsrigt med uhensigtsmæssigt arkivering.
Kommentarer
Send en kommentar